Anders Mikkelsen

Anders Mikkelsen - Anmeldelser

Anders Mikkelsen er én af de få sangskrivere, som rammer mig  personligt

med hver eneste sang...

Ulla Eskesen, festival- og koncertarrangør, Blåkilde.


28. marts 2014 hos Ældre Sagen i Holstebro.

Af arrangør Frederik Morsing


Torsdag d. 28. marts 2014 havde vi besøg af sangeren og sangskriveren Anders Mikkelsen, som
leverede en oplagt, vedkommende og afvekslende koncert.
Med tekster og melodier i øjenhøjde havde han publikum med sig fra første strofe, og
tilbagemeldingerne har kun været positive.


24. april 2009 i Haslev Folk Club.

Af arrangør Jean Haller


Det var med stor spænding, vi havde set frem til besøget af Anders Mikkelsen,

og vi blev bestemt ikke skuffede.

Anders Mikkelsen viste sig at være en meget nærværende og kompetent fortolker af såvel hans egne meget fine sange og tillige af de numre han sang af andre sangskrivere. Læg hertil et guitarspil, der på fineste vis understøttede de gode tekster, så har du et billede af, at aftenen levede op til forventningerne. Med som gæst havde Anders Mikkelsen bragt Anders Roland, der er kendt for sit flotte guitarspil og som derudover spiller en ganske fin violin. Anders Roland var med på scenen på de sidste to sange i første sæt og fire sange i andet sæt. Herudover gav han et eksempel på en af sine egne sange.


Anders Mikkelsens egne sange tager sit udgangspunkt i de oplevelser, som livet har givet ham, og i nogle tilfælde også os andre, og hans beskrivelse af soldaten, der tager til Afghanistan og kommer hjem i en kiste, var et eksempel på en af de sange, der gik lige i rygraden på tilhørerne. Egentlig er det forkert at fremhæve en enkelt sang på bekostning af de andre - Anders Mikkelsen er en fremragende sangskriver, som vi her i landet kan være stolte af.

Hans tre fortolkninger af andres sange var valgt med omhu og fungerede meget fint sammen med hans egne. Fremhæves her skal hans danske udgave af Allan Taylors "Jimmy’s Song".

Netop Allan Taylor var selv til stede blandt publikum denne aften. Nogle havde nok håbet på, at Allan ville have deltaget på scenen sammen med Anders M. og Anders R. i et enkelt nummer. Men efter at han havde kørt hele dagen, 800 km. fra Rotterdam, var Allan forståeligt nok temmelig træt.


Så med en aften, hvor der blev både åbnet og slukket med sangen "Open Road", så vil der være masser af "Kind Memories" at tænke tilbage på...

Koncert 7. november 2008 i Øster Assels Forsamlingshus.

Af arrangør Inge Lise Dinesen


Øster Assels Forsamlingshus osede af Skagen Festival, Tivolis Vise-Verse hus og Irish pub-stemning, da troubadouren Anders Mikkelsen fra Hurup fredag aften underholdt med sit store repertoire.

Anders var lige fra starten i stand til at få en fantastisk stemning til at brede sig mellem de ca. 60 tilhørere, der sad tæt i Forsamlingshuset lille sal.

Der blev sunget med på både de irske, danske og en enkelt amerikansk inspireret sang, de fleste såmænd skrevet af sangeren selv.

Flere gange lød det ene latterbrøl efter det andet, når Anders imellem sine sange fortalte om morsomme hændelser, som han ''naturligvis'' selv havde oplevet...

Alvoren var der også lidt plads til, da Anders sang om, hvordan vi skal behandle hinanden; om at skulle sige farvel til en dansk soldat, der skal udsendes, og som måske aldrig kommer hjem, og om den skoledag i byen Beslan, hvor terrorister slog til og dræbte mange børn og lærere.

Til alles store glæde sluttede Anders af med ''Skuld gammel venskab rejn forgo'', og ved sidste vers stod han såmænd selv blandt os, sang og holdt i arm.

CD-anmeldelse, ''Kind Memories''.

Torben Sigvardsen på www.thyweb.dk, juni 2008


"Kind Memories"- hedder Anders Mikkelsen nye CD - 10 stærke sange på engelsk. Smukke sange fra manden med det blide greb om guitarens strenge...

Flere af dem har potentialet til at blive rigtig kendte, men den slags er jo et spørgsmål om at nå frem til radiostationerne.

Sangene er skrevet med hjertet. Det blev bare sådan, at de var på engelsk - ikke rettet mod hitlisterne eller for at blive kendt!

Anders Mikkelsen har aldrig været bedre, og alle numre er af egen avl!

CD-anmeldelse, ''Maries Hus''.

Nils Thorlund på www.rootzone.dk, juli 2012


Anders Mikkelsen er ingen årsunge. Faktisk har manden netop kunnet fejre 25-års jubilæum som optrædende visesanger – og visesanger er netop, hvad han er, i den gode nordiske forstand, med indholdsrige, fortællende og holdningsprægede sange. Mikkelsen er manden, der ikke synger en sang uden at give historien først. Man kunne også titulere ham ”folkesanger”, for netop i den nordiske tradition er grænsen flydende. Visebegrebet er oprindeligt mere litterært, men betegnelsen dækker i dag bredt, dog ikke over den traditionelle folkesang som pr. definition er overleveret uden en navngivet ophavsmand.


Nå, ikke mere nørderi, men over til pladen. Mikkelsen skriver og gendigter her, i modsætning til seneste udladning, på modersmålet, og det skal han roses for. Døren til et dansk publikum åbnes alt andet lige bedst på dansk, og når der er noget på hjerte, må det være noget nær et krav.

Og noget på hjerte har Mikkelsen. Mennesker omkring ham deroppe i Thy figurerer i fortællingerne, bl.a. hans egen familie. Også soldaterne, som vender hjem fra krig i Afghanistan, døde eller traumatiserede.


Som antydet rummer Cd’en også gendigtninger af gode, udenlandske kunstnere, herunder norske Lillebjørn Nilsen, tyske Hannes Wader og engelske Allan Taylor, men stadig er det mennesker og deres håndteringer af livet, det handler om.

Det er fint at gendigte en god udenlandsk sang, som udtrykker præcis, hvad man gerne vil sige, og respektere, at man næppe kan skrive den så godt selv. Der er nok af halvdårlige sange.


Organisk

Uden at svinge sig op til termer som høj, litterær kvalitet, skal Mikkelsens tekster have gode ord med på vejen. De fortæller historierne i et stemningsmættet, umiddelbart og letflydende sprog – basale krav til en god folkesang, der ofte vil fremstå som en engangs-oplevelse. Melodierne er som hovedregel iørefaldende, understøtter teksterne godt, og gør på den måde sangene organisk sammenhængende. At de musikalske legekammerater kan deres kram, er jo ingen hindring for den gode oplevelse af sangene. Anders Roland, Jens Jefsen, Hans Graasvold for bare at nævne de mest spektakulære – og ja, jeg kan ikke lade være med at fremhæve Simon Kortegaards elguitar. Hans navn burde være mere kendt.


Jamen, er alt så godt, som denne anmeldelse antyder? Ja, sådan set. Sangstemmer vil altid være til debat og ligeledes Mikkelsens. Nærværende anmelder har da hørt bedre stemmer, men så ringe er den nu heller ikke, og nærværet, gløden og indfølingen i fremførelserne kompenserer en del for ikke at være stemmemæssigt begavet som de ypperste. Det er i disse ører Mikkelsens bedste udspil til dato.

© Foto: Stein Nygaard